Vedtægt

Hent Vedtægterne i PDF her

Vedtægter for VGIF Støtteforening

§ 1: Foreningen er stiftet den 18. april 2013.

§ 2: Foreningens navn er VGIF Støtteforening. Foreningens hjemsted er Veflinge, Nordfyns kommune. Foreningens postadresse er formandens.

§ 3: Foreningens formål er at yde økonomisk støtte til de af VGIF’s afdelinger der er deltagere i Støtteforeningen. Foreningens væsentligste aktivitet er at stå for Veflinges byfest ”Sportsugen”. Støtteforeningen kan påtage sig andre arrangementer, hvis bestyrelsen vurderer det hensigtsmæssigt. Senest ved årets udløb udlodder bestyrelsen overskud, som fordeles ligeligt mellem afdelingerne.

Medlemmer

§ 4.1 Støtteforeningen består som udgangspunkt af fodbold- , håndbold-, gymnastik- og badminton/volleyball afdelingerne. Nye VGIF afdelinger har mulighed for at søge om optagelse i støtteforeningen. Ansøgning om optagelse sker gennem bestyrelsen, som indstiller til godkendelse på generalforsamlingen.

§ 4.2: Alle med et gyldigt medlemskab i de deltagende afdelinger er automatisk medlem af støtteforeningen.

§ 4.3: Der kan tegnes direkte medlemskab af foreningen. Kontingentet fastsættes af bestyrelsen.

Bestyrelse

§ 5: Generalforsamlingen vælger formand, kasserer og sekretær. Derudover består bestyrelsen af 1 person udpeget fra hver enkelt af de deltagende afdelinger. De generalforsamlingsvalgte medlemmer af bestyrelsen vælges for 2 år af gangen. Formand og kasserer er ikke på valg samme år. Formanden vælges i lige år og kasserer vælges i ulige år.

Bestyrelsen nedsætter de udvalg, der findes nødvendige for foreningens aktiviteter, ligesom bestyrelsen selv fastsætter sin forretningsgang.

§ 6: Foreningen hæfter kun for sine forpligtigelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer, bestyrelse eller de deltagende afdelinger nogen hæftelse.

§ 7: Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over 10.000 kr. kræves dog flertal i bestyrelsen.

Regnskab og generalforsamling

§ 8: Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

§ 9: Regnskabet følger kalderåret.

 

 

§ 10: Ordinær generalforsamling afholdes i februar måned, og skal bekendtgøres ved tydelig opslag i hallen samt på forsiden af VGIF’s hjemmeside mindst 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. Generalforsamlingens dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Fremlæggelse af foreningens reviderede regnskab.
4. Valg til bestyrelsen i henhold til § 5, og valg af 1 suppleant.
5. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.
6. Indkomne forslag. Forslag skal være bestyrelsesformanden i hænde senest 4 dage inden generalforsamlingens afholdelse.
7. Eventuelt.

§ 11: Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes når et flertal af bestyrelsen, eller mindst halvdelen af foreningens medlemmer skriftligt anmoder herom. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter anmodningen, og skal bekendtgøres på samme måde som ordinær generalforsamling.

Vedtægtsændringer

§ 12: Ændringer til disse vedtægter kan foretages på generalforsamlingen, når 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor. Ændringer af §§ 12, 13 og 14 kan kun foretages når 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer ved 2 på hinanden følgende generalforsamlinger stemmer herfor.

Opløsning

§ 13: Foreningen kan kun opløses såfremt 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer ved 2 på hinanden følgende generalforsamlinger stemmer herfor.

§ 14: Ved eventuel opløsning fordeles foreningens aktiver ligeligt mellem de deltagende afdelinger i VGIF.